20 februar 2014

Privat







































Det er som om, det ikke går så godt for tiden.. I januar måned var jeg virkelig glad og optimistisk, men lige så stille er jeg bare blevet mere og mere trist.. Derfor er det også bare så vigtigt, at jeg får trænet ekstra meget for tiden.. Jeg er rigtig bange for, at det måske er endnu en depression og det er derfor det er så vigtigt for mig, at få dyrket mere motion! 

Jeg var så nervøs og frustreret over at have det skidt, at jeg tog til læge.. Det fik jeg så ikke rigtigt noget ud af synes jeg..? "Ja du har jo ikke helt en depression".. "Du skal bare lære at tackle stress"..."Du må jo ringe, hvis du får det værre".... Ja ok.. Jeg har det lidt som om, at jeg får at vide at "jeg ikke er syg nok til at få hjælp, så jeg skal bare tage mig sammen og vente på at jeg får det værre".. Jeg ved jo godt, at jeg ikke skal tænke sådan.. Det er bare så frustrerende, at jeg kan mærke, at der er noget helt galt og jeg føler ikke, at jeg får noget hjælp, selvom jeg beder om det..

Jeg ved, at det hjælper mig at dyrke mere motion, og jeg ved det hjælper, at vende alle de negative tanker til positive - men det er bare nærmest umuligt for mig, når jeg har det skidt, som nu.. Heldigvis har jeg verdens bedste kæreste, der støtter mig og hjælper mig med at få trænet, selvom han overhovedet slet ikke kan sætte sig ind i, hvordan jeg har det.. Han kan slet ikke forstå, hvorfor jeg ikke bare kan rejse mig og komme ud ad døren.. Og jeg kan ikke helt forklare, hvor hårdt det er, at skulle "tage sig sammen".. Der er intet jeg hellere vil! Det er bare nogle gange alt for hårdt.. Jeg har virkelig seriøst overvejet at bare begynde medicin igen, selvom jeg havde svoret, at jeg ALDRIG NOGENSINDE skulle tage det lort igen... På medicinen ryger jeg ikke ned i det sorte hul - det er som om, der er en stopklods... men der er modsat også et loft på, så jeg aldrig kommer helt op og er rigtigt glad.. og det er dén bivirkning jeg bare ikke kan leve med.. 

Jeg ved at motion virker.. og jeg ved at positivitet virker - men det er bare så svært for mig, når jeg har det skidt.. det er dét, der er så mega frustrerende! Jeg er så taknemmelig for min kæreste og at han får slæbt mig med ud at løbe - bare lidt og bare i 15 minutter ad gangen... Det var alt der skulle til i går, for at jeg allerede kunne mærke, at jeg fik det lidt bedre.. Hvis ikke jeg havde min fantastiske kæreste...så tør jeg faktisk ikke helt tænke på, hvordan jeg ville have det nu...

Jeg ved ikke om i ser BS og recepten på lykke, men det handler om 4 kvinder, der skal ud af antidepressiv medicin.. Det er så motiverende for mig at se og det giver mig endnu mere lyst til, bare at give den noget gas med træningen!

2 kommentarer:

  1. Kender det alt for godt. Det er SÅ svært at komme op ad det sorte hul, selv. Men bare tag imod al den støtte du kan få, en lille succesoplevelse ad gangen, tving dig til at skrive de positive ting ned og hvad du er taknemlig for. Evt. gå i stedet for løb, hvis det er mere overskueligt? Kram og tanker til dig. Jeg ved du kan klare det uden medicin :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak søde! :) Jeg bliver nødt til at købe mig en lille notesbog og så tror jeg, at jeg skal prøve at skrive ned hver aften, hvad der skete af gode ting den dag.. Eller bare skrive i løbet af dagen?? For det er helt rigtigt, så tvinger man jo sig selv til at se det positive..
      Jeg har også selv tænkt på at tage løbetøjet på men så bare sige til mig selv, at det er helt ok bare at gå en tur.... så kan jeg jo altid løbe lidt også, det er tit lettere, når først man er afsted.. :)

      Slet